Blog Image

mettesblog

OM BLOGGEN

Her på bloggen kan du følge årstidernes skiften i plantagen og i mosteriet.

Mad og Most i Vester Skerninge

Aktiviteter Posted on Wed, September 01, 2010 08:33:01

Fredag d 10/9 kan du smage en 4 retter menu sammen med 4 forskellige af mine grand cru moste. Det er det ny projekt “oplevelser i glas”, hvor der arrangeres middag i Mette Ærbo’s glasværksted.
Her tryller kokken Magnus Vestergård og maden spises på glasservice i glasovnens skær. En spændende oplevelse. Pris for 4 retter med most og kaffe 399 kr.
Bordreservation: 40 11 91 71 eller 20 65 99 04

Se de andre spændende tilbud på filen

og på deres hjemmeside



Så er torvesæsonen startet

Aktiviteter Posted on Wed, September 01, 2010 08:24:37

Jeg kan findes på torvet på Farmers Market i Svendborg hver lørdag kl. 9.15 til ca. 13.
Her medbringer jeg æbler, honning, most og nogen gange hindbær, blåbær nødder og blommer.
Vi ses!



Kulinarisk sydfyn

Aktiviteter Posted on Fri, June 18, 2010 10:29:36

Jeg vil være at finde som udstiller på kulinarisk sydfyn, dette overflødighedshorn af gode fødevarer i Svendborg d 26 og 27 juni.

Jeg står på stand sammen med andre producenter fra de danske småøer. Så her er man velkommen til at smage på måltidsmosten og det er muligt at købe most med hjem.

Se mere om Kulinarisk sydfyn på dette link:
http://www.kulinarisksydfyn.dk/viewpage.php?page_id=11



Lærken kom og så blev der travlt

Plantagen Posted on Tue, June 08, 2010 23:06:07

Ja, det er utroligt, som tiden flyver afsted og pludselig er det ikke forår mere, men sommer. Foråret er gået med plantning af flere træer. Jeg har plantet flere Ingrid Marie og Belle de Boskop fordi de er så gode til at lave most af, og jeg har plantet Pigeon, selvom jeg har flere rigtigt store gamle træer, vil jeg gerne prøve Pigeon, som små træer på en svagtvoksende grundstamme M9 også Pigeon har rigtigt gode most egenskaber og så synes jeg selv at deres pikante bitterhed er uovertruffen i salater sammen med olivenolie.
Endeligt har jeg plantet Bellida en spiseæble i den søde og sprøde ende af skalaen, som flere af mine torvekunder har efterspurgt.

Jeg har også plantet et forsøg med blåbær. Blåbær skal have sur jord og ikke en god lermuld, som jeg har her på Strynø, men jeg har tænkt mig, at køre resterne fra mostningen (som jo er sur) ud som jorddække på blåbærrene kombineret med tilførsel af savsmuld, så må vi se om det kan give gode bær.

Det har været et køligt forår, som har trukket blomstringen ud. Her er et billede af abrikoserne, det allerførste, som blomstrer.

Det var så tidligt, at selvom vi undgik frosten, så var bierne ikke klar, så der bliver ikke mange abrikoser i år.

Heldigvis, har der været nogle rigtigt gode solskins dage mens æblerne har blomstret, så der er afsat mange frugter. Der var et kraftigt angreb af knopviklerlarver i blandt andet sorten Collina, så jeg har været ude at pille larver væk, så de ikke spiste alle knopperne. Det havde måske ikke været nødvendigt med den gode bestøvning, men man kan jo aldrig vide……..

Idag d 8/6 begynder så udtyndingen af de små æbler. Der skal helst ikke være for mange, fordi så bliver æblerne for små og man risikerer at træet ikke laver så mange knopper til næste år, samtidigt fjerne jeg meldug og viklerlarver, så det er bare i gang. Det tager sin tid, men det er dejligt at gå ude og helt meditativt. Man kan nu også gå og tænke mange tanker i denne uge skal jeg til debatdag med fødevareministeren om fremtidens økologiske landbrug. Jeg har tidligere været til et optaktsmøde, da det var Eva Kjær som var minister, dejligt at Høegh fortsætter arbejdet. Noget af det jeg vil lægge vægt på, er at sikre diversiteten indenfor det økologiske landbrug og virksomheder. Det findes super veldrevne store økologiske landbrug, med driftsledere, som er nytænkende og innovative. Dem må vi ha’ nogle flere af – og det skal der jo også til for at fordoble det økologiske areal. Samtidigt glemmer man let i ønsket om en voksende økologi, at slå et slag for de mindre brug. De har ofte tæt kontakt med forbrugeren, og skaber nærhed og synlighed på en anden måde end de store.



Lærken er kommet!

Plantagen Posted on Thu, March 04, 2010 14:32:02

Så meldes det herudefra – lærken er kommet og synger sin trille, det giver rigtigt forårsfornemmelser. Snedækket forsvandt hurtigt i sidste uge, fordi vi fik regn samtidigt med tøvejret. De store driver langs hegnene bliver nu nok liggende lidt endnu.
Det er tydeligt på træerne at de vågner op efter de mange dage med frost, knopperne svulmer, og skraber man bare lidt i barken, er der knaldgrønt inde bag. Så selvom der meldes om sne igen, er der nok ingen vej tilbage det er forår!



Vinter i plantagen

Plantagen Posted on Thu, February 18, 2010 14:50:08

Der er koldt og der er sne. Det har træerne det fint med kulden kom langsomt og sneen holder jordtemperaturen jævn. Der har været gode dage med sol, hvor det har været muligt at beskære træerne. Det er godt at gøre når der ikke er for megen fugt i luft så inficeres træerne ikke så let af sygdomme der hvor de såres når man skærer grene af.

Senere er der kommet mere sne og de sultne harer kan lige pludselig nå op over de net, der er sat på alle træer for at forhindre dem i at gnave i stammen. Det betyder at jeg har måttet sørge for ekstra harebeskyttelse på alle træer. Det har været hårdt at gå i den knæhøje sne, men der har også været fantastiske dage med sol og glimtende sne.
Forøvrigt er harerne kræsne. Det er tydeligt at de foretrækker bestemte sorte f.eks Ingrid Marie og Ahrista.
Selvom det er meget vinterligt er småfuglene begyndt at synge meget forårsagtigt, dagene er også blevet væsentligt længere, så kurmageriet er begyndt. Det er vigtigt at have mange småfugle i plantagen. De æder rigtigt mange insekter og kan dermed være med til at holde skadedyr nede. Jeg har sat fuglekasser op på espaliet, men de blev ikke beboede allesammen sidste år. I år prøver jeg at sætte flere op i mine brede læhegn, jeg tror de vil føle sig mere beskyttet der og så kan de jo flyve ind i plantagen.



Artikel i Politikken

Måltidsmosten Posted on Thu, February 18, 2010 14:35:29

Da jeg lancerede mosten i København var Politikken med. Via linket kan du læse deres indtryk og om hvordan most, saft og juice vinder frem på restauranterne.

http://politiken.dk/tjek/tjekmad/tjekmadguide/tjekguidedrikke/article900397.ece



Indvielse af mosteriet

Aktiviteter Posted on Thu, February 18, 2010 14:31:33

Der var meget travlt, da mosteriet blev færdigt og produktionen startede. Nu er der mere stille. Derfor holder jeg åbent hus i mosteriet med smagsprøver på mostene og servering af varm æbletoddy.
Det foregår lørdag d 20 februar kl 14.00 på Korsvejen 9 Strynø.



« PreviousNext »